Vis min kurv
Kurv
 
0
Kurv 0
  1. Forside
  2. Wiinblad gennem 100 år

BW Jubilaeum Wiinblad Splash

100 år med Bjørn Wiinblad

En fortælling om en tusindkunstner

Han var en af Danmarks flittigste kunstnere. Rejste verden rundt for at udstille, lave teaterkulisser, skabe gobeliner og male sine yndige, spidsnæsede piger med de mandelformede øjne på kopper, kander og fade. Læs om hans spændende liv gennem 10 årtier.

 Blomst Gold

 

Skrevet af forfatter Lars Hedebo Olsen

Foto fra Bjørn Wiinblads Fond

 

1918 – 1927

Barndommen

Den unge kunstner i den politiske familie

Bjørn Wiinblad (1918-2006) er blevet betegnet som en tusindkunstner, for han blev ved med at forny sig, når det handlede om at finde nye steder og ny materialer, som han kunne få lov at dekorere. Fordi han var så flittig – og sikkert også fordi han var en god forretningsmand – blev han i løbet af 1960’erne og 70’erne en af de mest velhavende danske kunstnere. Så velhavende at han i en periode havde syv boliger, både herhjemme, i Sydtyskland og i Schweiz, som han brugte som baser, når han rejste rundt efter opgaver, eller når han tog vennerne med på lange opera- og kulturrejser.

Sådan havde ingen forventet, at det ville gå for den unge Bjørn Wiinblad, da han debuterede i 1945. Og da slet ikke, da han blev født i 1918 på Østerbro i København i en familie, der var optaget af politik og samfundsforhold. 

Bjoern Wiinblad 600X400px

Hans far, Otto Wiinblad sad i Landstinget for Socialdemokratiet, og hans farfar, Emil Wiinblad, var i sin tid redaktør på avisen Socialdemokraten og i en periode også valgt til Landstinget. Bjørn Wiinblads mor hed Ebba Wiinblad og hun var familiens samlingspunkt og sørgede for at familien, der også talte Bjørns 

 

Otto Og Ebba Wiinblad 600X400px

Ebba og Otto Wiinblad © Bjørn Wiinblads Fond

 

 

søster, Ulla, hver sommer drog ud til deres lille sommerhus i Hvidovre. Ebba Wiinblad syede og syltede, mens mændene diskuterede politik – blandt andet med Danmarks statsminister, Thorvald Stauning, der var en flittig gæst hos familien frem til sin død i 1942.

En lille mand i familien gad dog ikke diskutere politik. Det var Bjørn Wiinblad. Han ville helst tegne og male, og med tiden begyndte han også at skrive små historier.

Bjørn Wiinblad var en drømmer og havde ingen ambitioner, om at uddanne sig som typograf eller gå ind i politik.

 

Bjoern Og Ulla Wiinblad 600X251px

Bjørn Wiinblad med sin storesøster Ulla © Bjørn Wiinblads Fond

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

Wiinblad Arbejder

© Bjørn Wiinblads Fond

1928 – 1937

Tidlig ungdom

Den svære læretid

Bjørn Wiinblad blev verdensberømt for sine fabulerende tegninger og dekorationer, der er fyldt med romantiske piger, sagnfigurer og vidunderlige mønstre. Men før han kunne slå sig løs som kunstner, måtte han forbi Teknisk Skole på Frederiksberg, hvor han kom i lære som typograf.

Han havde betroet sin far, at han gerne ville være kunstner, men hans far insisterede på, at han først tog en uddannelse, som ville kunne sikre ham en fast månedsløn. I 1935 begynder Wiinblad derfor på uddannelsen som typograf, og selv om han godt kan se fornuften i at han lærer et ordentligt håndværk, befinder han sig ikke særlig godt i typografmiljøet.

Mange år senere fortalte han til ugebladet Hjemmet om de svære år, han oplevede som typografelev: ’Enten tabte jeg hele satsen på gulvet, eller også stod jeg og digtede i skuffen eller tegnede’. Wiinblad faldt slet ikke ind i det barske miljø og han oplevede at hans læresvend var efter ham: ’Jeg svor over for de andre lærlinge, at jeg aldrig ville sige ’du’ til ham, når jeg blev udlært – og at jeg aldrig ville drikke øl’. Ifølge traditionen var man som elev De’s med sin læresvend og først den dag, man blev udlært kunne man begynde at sige du til hinanden, hvilket man markerede med en kold øl.

Bjørn Wiinblad kunne ikke forestille sig noget værre, kan man forstå på citaterne, som stammer fra en artikel i Hjemmet i 1988. Og han slap da også for at skulle drikke dus med læremesteren, for den dag, han blev udlært, brød Anden Verdenskrig ud, og alle havde alt mulig andet at tænke på.

For forældrene har det måske været en lettelse, at deres søn fik en typografuddannelse. Som barn havde Wiinblad været mest optaget af at skrive historier, tegne og spille på fløjte. Han tog på udflugter til Dyrehaven nord for København, hvor han kunne få timer til at gå med at kigge på de smukke dyr og dagdrømme. I grundskolen havde han ikke altid været en ørn, men heldigvis holdt hans søster Ulla hænderne over ham og støttede ham, når det blev nødvendigt. Men en typografuddannelse kunne hun ikke forhindre, og det skulle vise, at Wiinblad senere fik stor glæde af at kunne arbejde med store tomme flader, som han skulle dekorere ud fra en skitse, som han enten tegnede eller havde i hovedet.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1938 – 1947

Kunstakademiet

En kunstner bliver til

I 1940 var Wiinblad nyuddannet som typograf og skulle han følge den slagne vej, ville han snart have fundet sig et job som bogtrykker eller håndsætter på en avis. Men han kunne ikke slippe tanken om at arbejde med kunst – og helst som illustrator, så i 1940 begyndte han på Det Kongelige Kunstakademi på den grafiske skole. Wiinblad tog i begyndelsen sin professor Aksel Jørgensens stramme grafiske stil til sig, men snart begyndte han at lede efter et sted, hvor han kunne udfolde sig helt. Dykke ned i sit fantasifulde univers. Tegne alfelignende figurer, kvinder med mandeløjne og smukke blomster.

Svaret fandt han i keramikken, som han blev introduceret til af sin studiekammerat Lars Syberg omkring 1943. Han drejede og brændte sine egne værksted på sit værksted i Tåstrup og inviterede Wiinblad til at prøve kræfter med keramikken. Det viste sig at være det helt rigtige. Når Wiinblad ikke passede sine studier på Kunstakademiet, slog han sig løs på Lars Sybergs værksted. Han kunne hverken dreje eller formgive keramikken, men han kunne dekorere den, og var i sær begejstret for at arbejde med den gamle kohornsteknik, hvor man fylder et kohorn med farve og kører det over en krukke eller et fad. Det giver en særlig fin streg og det kræver, at man er sikker på fingrene.

Wiinblad Fad Med Selvportraet 1945

Fad med selvportræt fra 1945. Kohorns dekoreret lertøj.

I 1945 blev Wiinblad færdig på Kunstakademiet og allerede samme år debuterede han med en omfattende udstilling i det lille galleri Binger i Palægade i København. 

Invitation Hos Binger

Udover at vise et væld af keramiske krukker, fade og skåle, udstillede han tegninger, plakater og illustrationer til bogen Aladdin og den vidunderlige lampe. Udstillingen blev et stort tilløbsstykke, og allerede første dag solgte Wiinblad for 1.000 kroner. Det vigtigste ved udstillingen var dog at han mødte en række folk, der snart kunne sætte ham i gang med at lave endnu mere keramik og tegne endnu flere plakater. Blandt andre Jacob E. Bang, der netop var blevet kunstnerisk leder af den lille fajancefabrik Nymølle. Ham blev Wiinblad hurtigt venner med, og snart engagerede Jacob E. Bang den unge Wiinblad til at arbejde for Nymølle, hvilket i de kommende mange år førte til et væld af platter, skåle, kopper, fade, askebægre og lysestager, der strømmede ud fra Nymølles værksted med Wiinblads tegninger på.

Takket være Nymølle blev Bjørn Wiinblad alle mands eje i Danmark, for de fleste kunne betale for de varer, der kom fra fabrikken. Men det var også takket være Nymølle, at nogle af Wiinblads kolleger syntes, han blev lidt for populær og gik på kompromis med sit kunstneriske udtryk. Den kritik havde Wiinblad intet til overs for. Takket være Nymølle kom hans kunst ud til almindelige mennesker, og det var i virkeligheden det han ville. Opleves af så mange som muligt. 

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1948 – 1957

Etableringen

Wiinblads optur og kritikernes misundelse

Bjørn Wiinblads debut i 1945 var så overbevisende, at han få år senere har gang i en karriere, der er så fyldt med sjove opgaver, at mange af hans kunstnerkolleger må have været godt misundelige.

Ikke bare fik han hurtigt et væld af opgaver hos fajancefabrikken Nymølle, men han er også kommet i kontakt med foreningen Håndarbejdets Fremme, som han tegnede broderi – og tekstilmønstre for og snart blev han også engageret som plakattegner for den årlige Spil Selv-uge. Wiinblad elskede musik og i boligreportager kan man læse, hvordan hans hjem var fyldt med klassiske musikplader og at han kunne tilbringe lange aftener ved sit klaver. At tegne for Spis Selv-ugen var derfor en ønskeopgave, for formålet var at få flere til at spille et instrument og Wiinblads plakater blev snart så populære, at de førte endnu flere opgaver med sig.

Han begyndte at tegne for FN i Paris, blev engageret til at tegne kostumer og scenografi til flere teaterforestillinger og udstillede i et stadig større omfang. Først var det herhjemme, man ville se hans værker, men snart blev det også i Norge og Sverige og i 1950 blev hans keramik udstillet hos Bonnier’s i New York, der specialiserede sig i skandinavisk design. Det var krukker, skåle og fade. Men også håndmalede figurer med mandelformede øjne, som blev solgt i et væk. Alene i Stockholm solgte Wiinblad i 1950 mere end 2.000 krukker, fade og skåle, da han udstillede der – dels i fajance fra Nymølle, dels i hjemmegjort keramik.

Wiinblad Spil Selv 500X465px

I 1951 etablerede Bjørn Wiinblad sit eget værksted i Hjortekær nord for København. Han ønskede sig ikke en prangende bolig, men et sted hvor han både kunne bo og arbejde, og hvor der var plads til at kolleger også kunne bo, når de var i gang med større projekter. Herfra strømmede det ud med ting til hele verden. Nogle af dem så vellykkede, at han i 1955 modtog en sølvmedalje på den første internationale keramikfestival i Cannes i Frankrig.

Verden havde opdaget Bjørn Wiinblad i midten af 1950’erne, og snart blev han kontaktet af Philip Rosenthal, der ejede en gammel porcelænsfabrik i Sydtyskland. Han ville 

skabe Wiinblad. Herhjemme havde man også opdaget Wiinblad, som havde fået et folkeligt gennembrud takket være sine platter, som han skabte i hobetal for Nymølle. Kritikerne på de danske dagblade var dog ikke helt så begejstret som Philip Rosenthal eller de danske kunstnere. De efterlyste variation i Wiinblads udtryk. Skrev at de var ved at blive kvalt i hans søde damer med se skæve øjne og de mange kruseduller. At det hele blev lidt for sødt og uskyldigt.

Wiinblad lyttede til kritikken. Men han tog sig ikke af den. Det havde han fået alt for travlt til.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1958 – 1967

Verdenskunstneren

Wiinblad indtager hele verden

I 1960 blev Bjørn Wiinblad udnævnt til kunstnerisk leder hos Rosenthal i Sydtyskland. Det var blot få år efter at han havde mødt fabrikkens direktør Philip Rosenthal og hans kone Lavinia, som Wiinblad indledte et livslangt venskab med. Med ansættelsen hos Rosenthal indledte han også en international karriere, der var ganske uhørt blandt danske kunstnere. Udover at få ansvaret for den kunstneriske linje hos Rosenthal, måtte Wiinblad også slå sig ned i nærheden af familiens Rosenthals, og i løbet af få år fik han både boliger i den sydtyske by Selb og i Geneve i Schweiz.

Det var dog ikke kun det internationale engagement, der var ganske usædvanligt. Wiinblad begyndte også at tjene mange penge – så mange at han efter sigende fik omkring 10 millioner kroner i kvartalet i royalty fra Rosenthal. Det betød, at han både kunne holde overdådige middage for sin venner, invitere dem på lange operarejser og købe alle de antikviteter, plader og bøger, som han forelskede sig i. Og når Wiinblad købte ind, købte han stort ind, for han sørgede altid for at anskaffe sig flere udgaver af musikplader og bøger, så han kunne have de samme ting i alle sine boliger, og når han bestilte et jakkesæt fik han det lavet i op til syv eksemplarer, så han kunne hænge det samme jakkesæt i alle sine boliger.

Wiinblad Og Philip Rosenthal 600X472px

Wiinblad og Philip Rosenthal © Bjørn Wiinblads Fond

Wiinblad kom dog på ingen måde sovende til sin kunstneriske og økonomiske succes. Han knoklede løs på værkstedet i Hjortekær og hos Rosenthal i Sydtyskland. Han leverede tegninger til Nymølle, som blandt andet førte til hans berømte 12 platter, der følger årets gang for et nyforelsket par. Han dekorerede Rørvig Færgekro, med de smukkeste keramiske kakler, som stadig hænger i de gamle fine lokaler. Løste opgaver for Hilton i London og modtog internationale designpriser og rejste rundt for at scenografier til store teaterforestillinger – blandt andet for Det Kongelige Teater og Tivolis Koncertsal. Wiinblad var kort sagt alle vegne. Også i Illums Bolighus på Strøget i København, der i 1961 

genåbnede efter en større ombygning. For at fejre at bolighuset stod funklende nyt, inviterede Illums Bjørn Wiinblad til at udstille keramik, glas, porcelæn, papmachefigurer, skulpturer og møbler på alle etager. Udstillingen åbnede 10. oktober 1961, og i løbet af den første halvanden time kom 8.000 mennesker for at opleve Wiinblads kunst. På hjemmefronten skete der også nyt i Wiinblad liv. I 1966 flyttede Wiinblad ind i et gammelt blåt træhus i Lyngby. Her indrettede han værksted og en kæmpe bolig, som han i de kommende år forvandlede til en orientalsk hule, der blev fyldt til bristepunktet med antik kunst, nederlandsk keramik, bøger, plader – og især gæster.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1968 – 1977

Fra musikalsk spisestel

Fra musikalsk spisestel til farvestrålende gobeliner

Et af de sværeste stel, som Rosenthal har skabt, hedder Tryllefløjten. Det blev udviklet på basis af Mozarts opera af Bjørn Wiinblad i 1969 og det var så svært for fabrikkens teknikere at skabe, at det tog dem flere år at blive færdige. I borterne på tallerkenerne og i lågene på terriner og kander indlagde Wiinblad scener fra Mozarts opera, og på bagsiden af hvert stykke porcelæn har han skrevet teksten til den enkelte scene med sine store krøllede bogstaver.

Wiinblad kunne slet ikke få nok af klassisk musik og med stellet Tryllefløjten formåede han at kombinere sin begejstring for musik med fint porcelæn, der endog kunne fås i en version, hvor dele af stellet var belagt med guld. Stellet var dyrt og eksklusivt, men det åbnede også nye døre for Wiinblad. I Iran blandt andet, hvor man 1971 skulle afholde en kæmpe fest for at markere 2500 året for grundlæggelsen af det persiske rige. Shahens hustru, Farah Diba, havde set Wiinblads Tryllefløjte-stel, og bad ham om at designe et stel, der kunne bruges til festen, som blev en af de mest overdådige fester i det 20. århundrede. Gæster fra hele verden blev fløjet til Iran, der blev 50 tons kaviar og hele molevitten menes at have kostet 300 mill. kr. Og midt i det hele stod Wiinblad stel, som de fineste gæster fik lov at spise af - blandt andre danske dronning Ingrid og Frederik IX.

Wiinblad Og Tryllefoeljten

Wiinblad var nok opvokset i en politisk familie, men han interesserede sig ikke en døjt for politik. Og derfor kom der bag på ham, da han blev kritiseret i de danske medier for at arbejde sammen med det iranske regime. ’Har man et kongedømme, skal det da også fejres’, sagde han lidt naivt til Ekstra Bladet, da avisen spurgte ham, om han havde haft betænkeligheder ved at arbejde sammen med et styre, der var kendt for sin brutale undertrykkelse af den iranske befolkning.

Wiinblad rystede kritikken af sig og gik i gang med et stort gobelin-projekt i Portugal. Kæmpe gobeliner med motiver fra Tusind og en nat fik han vævet på et værksted i Porto efter bestilling fra et udstillingssted i Dallas, USA. I 1973 var gobelinerne færdige, og både den amerikanske presse og udstillingsstedet Dallas Apparel Mart var dybt begejstret og kaldte Wiinblad for ’vor tids H.C. Andersen’. Wiinblad havde ikke tid til at hvile på laurbærrene, men kastede sig over nye opgaver: Dåser for supermarkedskæden Irma, teateropgaver, plakater og bøger. Og ikke mindst indretningen af Bjørn Wiinblads Hus i Ny Østergade i København, der som salgs- og udstillingssted udviklede sig til at være et valfartssted for Wiinblad-fans i mange år frem.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

Wiinblad Og Selskaberne

1978 – 1987

Selskabsløven Wiinblad

Gæstfrihed uden grænser

I slutningen af 1970’erne opholdt Wiinblad sig så meget i udlandet, at han havde fået status som udlandsdansker. Han havde flere boliger i Sydeuropa og rejste ofte til USA, hvor han var engageret i et væld af opgaver. Men når han kom til Danmark, skulle der være fest. I god tid sørgede han for at invitere otte, ti – allerhøjst tolv personer til Det Blå Hus i Lyngby, hvor middagsselskaberne altid fulgte en bestemt skabelon. Gæsterne var danske og udenlandske forfattere, skuespillere, balletdansere og kunstnere. Diplomater, politikere og tætte venner. Den amerikanske forfatter Erica Jong, den amerikansk-østrigske bodybuilder Arnold Schwarzenegger og den amerikanske entertainer Liza Minelli var blandt gæsterne sammen med kendte danskere som Susse Wold, Preben Kaas, Lisbet Dahl og et væld af andre, som Wiinblad inviterede fordi han tænkte at de kunne være interessante at møde.

I den fine spisestue i Det Blå Hus blev der dækket op med Wiinblads eget service, håndmalede bordkort og levende lys. Gæsterne fik som regel en bagt kartoffel, der var udhulet og fyldt med suppe, hvorpå der var lagt en stor skefuld kaviar. Derpå lidt kød og til sidst en sød dessert. Så fik Wiinblad sine gæster med oven på i sin huleagtige stue, hvor han diskede op med klassisk musik, drinks og gode historier, og når klokken nærmede sig midnat, lå det i kortene, at gæsterne skulle forlade huset, for nu skulle Wiinblad i gang med at arbejde igen. 

Wiinblads gæstfrihed kendte ingen grænser. Udover hans berømte middage, lod han venner og bekendte bo i alle hans boliger, når han ikke selv skulle bruge 

dem. Han overdængede sine mange gudbørn med fine gaver og kendte han nogen, der havde økonomiske problemer, hjalp han dem, så meget han kunne.

Wiinblad fik aldrig sin egen familie, for han blev aldrig gift. Men hans gudbørn og hans mange venner kom til at udgøre en form for familie, og der var stort set ingen grænser for hvad han ville gøre for at hjælpe dem. Wiinblad var virkelig vennernes ven.

Men også en arbejdshest. Der kun sov få timer hver nat, drønede rundt i Europa i sine smarte biler og arbejdede på et væld af opgaver sideløbende med hinanden. Lamper, puslespil, sengetøj, tekstiler, plakater, frimærker, julemærker, kobberskulpturer og store indretningsopgaver på internationale hoteller og luksuriøse krydstogtsskibe.

Wiinblad var en travl mand, men 1984 ikke mere travl end at han havde tid til at tage til USA, hvor han blev udnævnt til Årets Mand af Dansk-Amerikansk Forening.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1988 – 1997

Hotel d’Angleterre

Da Wiinblad indtog Hotel d’Angleterre

I slutningen af 1980’erne blev der langsomt længere mellem de opgaver som Bjørn Wiinblad blev tilbudt. Men det betød ikke, at han kedede sig, for i Wiinblads optik var der stadig masser af ting, han kunne kaste sig over. I 1988 skabte han en af sine mest vellykkede plakater, som vandt international berømmelse. Anledningen var de paralympiske lege i Seoul i 1988, hvor Wiinblad lod de olympiske ringe udgøre hjulene på en kørestol. Som en ældre herre begyndte Wiinblad at lave stadig flere plakater, som han ofte lavede kvit og frit for velgørende foreninger og interesseorganisationer. Lu-biscuits, FN og Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme er nogle af dem, som Wiinblad leverede plakater til, og det at han både kunne arbejde på internationalt niveau for FN og for en dansk patientforening viser noget om bredden i Wiinblads engagement. Men der blev også tid til at skabe fortæppet til det nye Marquis Theatre i New York, indrette Mozart-restauranten Amadedus i Dallas og lancere et nyt spisestel, Asimetria, hos Rosenthal.

Wiinblad Og Hotel D’Angleterre

Danmarks mest eksklusive hotel, d’Angleterre i København, besluttede i begyndelsen af 1990’erne at lade Wiinblad stå for nyindretningen af restauranten ud mod Kongens Nytorv. Det betød masser af kakkelborde, store porcelænsfigurer, kæmpe lysekroner og enorme vægudsmykninger med Wiinblads kendte motiver – den lille spidsnæsede pige med de mandelformede øjne, blomster og kruseduller, som alt sammen blev holdt i univers af blå og hvide toner. Restauranten åbnede i 1994 og blev hurtigt til ’the talk of the town’. Alle skulle forbi og se den restaurant, og Wiinblad var ved at revne af stolthed.

Det samme var han sikkert – ved at revne af stolthed – da udstillingsstedet Sophienholm i Lyngby i slutningen af 1998 viede alle sine sale til Wiinblads værker. Anledningen var hans 80-års fødselsdag, og Wiinblad var selv travlt optaget med at få udstillingen op at stå. Udstillingen, der viste hans udvikling fra de tidlige tegninger over illustrationer og plakater til multikunst og malede, keramiske og scenografiske arbejder, blev den sidste store udstilling af hans arbejder i Wiinblads levetid.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

1998 – 2007

Den sidste fest

De sidste år

Selv om Bjørn Wiinblad var ved at blive en gammel mand, tog han stadig imod opgaver. I 2000 tegnede han Tivolis første juleplakat, og når han ikke sad og arbejdede på sit værksted til langt ud på natten, holdt han store middagsselskaber og tog på operarejser.

Efter at have haft adskillige boliger, besluttede han i 1998, at han kunne ville beholde to. Et i Lausanne i Schweiz og Det Blå Hus i Lyngby.

Wiinblad havde en helt særlig evne til at se lyst på tilværelsen og ifølge hans gamle, orkede han ikke at tale om sygdom og død. Ja, faktisk trak han sig tilbage fra sine venner, når de blev alvorligt syge, for han kunne af en eller anden grund ikke håndtere deres problemer. På samme måde trak han sig også langsomt tilbage fra sine nærmeste venner, da det begyndte at gå ned af bakke med hans helbred. Når han havde det dårligst, ville han ikke se dem, men fordi han havde været sådan en god ven for så mange, kunne han ikke få lov til at sidde helt alene.

En af dem var Lavinia Rosenthal, som havde kendt Wiinblad siden de mødtes første gang i slutningen af 1950’erne. De havde både rejste sammen og arbejdet sammen igennem næsten 50 år, og kort før Wiinblad døde i 2006 besluttede hun sig for at aflægge ham et sidste besøg. ’Jeg har aldrig haft en ven som ham’, har hun fortalt, og hun nåede heldigvis at sige ordentligt farvel, inden Wiinblad døde 8. juni 2006.

Wiinblad elskede fest og glæde. Derfor blev hans begravelse holdt i samme ånd med masser af champagne, kanapéer og musik til de flere hundrede mennesker, som mødte op. Den sidste fest havde en sørgelig anledning, men havde Wiinblad været klar over, at så mange mennesker mødte op for at fejre hans gode og lange liv, havde han den tvivl frydet sig.

Bjørn wiinblad ornaments , fugl i rede

2008-2018

Tiden efter Bjørn Wiinblad

Design arven

Med Bjørn Wiinblads død mistede Danmark en af sine allerstørste og mest flittige kunstnere. Men Wiinblad efterlod sig heldigvis en enorm arv af tegninger, plakater, teaterprojekter, keramik, porcelæn, bronzearbejder og bøger. For slet ikke at tale om Det Blå Hus i Lyngby, der fra inderst til yderst oser langt væk af Wiinblads energiske og humoristiske livssyn.

Igennem en årrække har huset været åbent for offentligheden og er man heldig, kan man blive vist rundt af Wiinblads gamle privatchauffør og gode hjælper, René Schultz, der har boet i et anneks til Det Blå Hus siden 1970’erne. Sammen med sin kone, Eva, passer René Schultz på alle historierne om Wiinblad og sørger for at de gamle hus bliver holdt vedlige. Får ny maling, lappet hullerne i taget og skiftet de slidte tæpper, når de trænger.

At besøge Wiinblads hus i Lyngby er som at træde ind i Aladdins hule. Her er ikke meget dansk minimalisme, men derimod et hav af antikke møbler, polstrede sofaer, bjerge af bøger og vidunderlig kunst. Man kan mærke at her har boet en mand der elskede livet og som nød at dele sit hjem med venner og familie. Man føler sig velkommen i Det Blå Hus, og man må tage sig selv i at tænke misundeligt på de mange mennesker, der nåede at opleve Wiinblad som glad vært ved et af hans fine selskaber.

Takket være Rosendahl Design Group er der igen kommet liv i Wiinblads designunivers. Under navnet Bjørn Wiinblad Denmark har Rosendahl købt rettighederne til Bjørn Wiinblads produkter, og i løbet af de seneste år er der kommet en lind strøm af skåle, kopper, lysestager og bakker, der alle er dekoreret med Wiinblads fantastiske figurer.

Da Wiinblad døde i 2006, var interessen for hans ting på et lavpunkt, men i dag er det som om, vi igen har opdaget hans univers. Da Arken i 2015 udstillede hans keramik, teaterkostumer, plakater og store gobeliner, strømmede mange tusinde mennesker til kunstmuseet i Ishøj. For efter at vi i en periode følte os helt forstoppede med Wiinblads mange ting, er vi langsomt ved at noget af hans keramik er helt fantastisk.

Wiinblad 600X800px

Hans fajance med de fine tryk, de smilende piger, plakaterne, som man aldrig bliver færdig med at udforske og ikke mindst hans lysestager, glas og skåle. Det hele er gennemsyret af en livsglæde og energi, som er helt unik inden for dansk – og international – kunst og formgivning.

Det er derfor, vi fejrer Bjørn Wiinblad her i 2018. 100 år efter at han blev født.

Det får du altid her

Når du handler her, får du altid:
Fri Fragt
Hurtig levering 2-3 dage
Gratis retur i 30 dage

Find forhandler

Mere end 250 butikker i Danmark forhandler vores produkter. Find en i nærheden af dig.

Vi bruger cookies